ÅFO: 50 mio. skal spares på Børn og Unge – men ingen fortæller hvor
Pressemeddelelse fra Århus Forældreorganisation
ÅFO: 50 mio. skal spares på Børn og Unge – men ingen fortæller hvor50 mio. kr. skal spares på Børn og Unge. Det har alle partier i Aarhus Byråd sagt ja til. Alligevel er det solstrålehistorierne, der fylder, når glade politikere i dag deler opslag om budgetforliget. Hvor de 50 mio. kr. konkret skal findes, får forældrene først at vide senere.
Århus Forældreorganisation kalder det lidt en politisk sniger.– "De gode nyheder er meget konkrete. Her kan politikerne fortælle præcis, hvad der kommer penge til. Men de har samtidig besluttet, at 50 mio. kr. skal ud af Børn og Unge, uden at beslutte, hvad der skal have færre penge. Det er en ret bekvem måde at lave budget på," siger Pernille Strand, forperson for Århus Forældreorganisation.
Budgetforliget indeholder blandt andet 33 mio. kr. til folkeskolerne i 2027 og 16 mio. kr. årligt til flere uddannede medarbejdere i dagtilbuddene. Det er investeringer, ÅFO er glade for. Men det ændrer ikke på, at der samtidig er vedtaget et stort sparekrav på Børn og Unge.– "Selvfølgelig er vi glade for flere penge til børnene. Men man kan ikke kun fortælle om det, man giver, og vente med at beslutte, hvad man tager væk. Forældrene burde kunne se begge dele, når budgettet bliver vedtaget," siger Pernille Strand.
Fritidsområdet står udsatDagtilbuddene friholdes i 2027 fra socialprocenten og fællesbidraget på grund af lovgivningen om minimumsnormeringer. Det fritidspædagogiske område har ikke en tilsvarende lovgivningsmæssig beskyttelse. Det gør ÅFO alvorligt bekymret for SFO'erne og klubberne.– "Det fritidspædagogiske område står meget udsat, når besparelserne skal findes. Der er ingen minimumsnormeringer i SFO'er og klubber, der sætter en bund under, hvor langt man kan skære. Og det er et område, der allerede har været igennem store besparelser. Vi er meget bekymrede for, om det igen er her, man vil hente pengene," siger Pernille Strand.ÅFO understreger, at ansvaret for sparekravet ligger hos hele byrådet.
– "Alle partier har vedtaget de 50 mio. kr. i besparelser. Så alle partier har også ansvaret for dem. Det ansvar bliver ikke mindre af, at man først senere beslutter, hvilke børn og hvilke tilbud der kommer til at mærke dem. Nu håber vi, at de samme politikere lægger sig alvorligt i selen for at finde pengene så langt væk fra vores børn som overhovedet muligt," siger Pernille Strand.For ÅFO er der ingen tvivl: Børn og unge skal ikke være med til at lukke huller andre steder i kommunens økonomi.– "Det kan ikke være børnene, der skal lukke hullerne i kommunekassen. Børn har ikke ansvaret for kommunens økonomi. Det har vi voksne. Uanset om de går i dagtilbud, dagpleje, skole, SFO eller klub, er de vores ansvar. Børn er de voksnes ansvar. Slut," siger Pernille Strand.
