Jeres medlemskab

Sammen giver vi forældrene en stærk stemme

Når jeres dagtilbud, SFO eller klub er medlem af ÅFO, er I med til at sikre, at forældrene har en fælles og uafhængig stemme på børne- og ungeområdet i Aarhus.

Det er medlemskaberne, der gør det muligt for os at følge den lokale politik, reagere på nye forslag og beslutninger og bringe forældrenes perspektiv ind, når rammerne for vores børns hverdag bliver fastlagt.

Uden en fælles forældreorganisation risikerer forældrenes perspektiv at mangle, når beslutningerne træffes.

Som medlem er I en del af ÅFO

Som medlem er hele jeres forældrekreds en del af ÅFO. I kan være med til at præge, hvilke spørgsmål og problemstillinger vi tager op, og bringe erfaringer, bekymringer og idéer fra jeres egen hverdag ind i vores arbejde.

I får nyheder om det, der sker på børne- og ungeområdet og invitationer til møder, oplæg og temaaftener. Hvert år inviterer vi sammen med DTLÅ (dagtilbudsledernes forening) til et fælles arrangement for dagtilbudsbestyrelserne, og i samarbejde med Børn og Unge afholder vi et arrangement for SFO'ernes forældreråd. Her er der mulighed for både at få ny viden, møde andre forældrerepræsentanter og gå i dialog om aktuelle spørgsmål på området.


Medlemskab af ÅFO handler derfor ikke kun om, hvad I får. Det handler om at stå sammen med andre forældre om at få indflydelse på de rammer, vores børn vokser op i.

Sådan arbejder vi for jer 

Vi følger børne- og ungeområdet i Aarhus tæt og reagerer, når nye forslag, beslutninger eller problemstillinger har betydning for vores børn.

  • Vi tager aktuelle sager og principielle problemstillinger op med politikere, rådmand og forvaltning.
  • Vi afgiver høringssvar og benytter vores mulighed for foretræde for byrådets udvalg.
  • Vi deltager i arbejdsgrupper, følgegrupper og andre sammenhænge, hvor nye løsninger på børne- og ungeområdet bliver udviklet.
  • Vi kommer med konkrete forslag og bringer erfaringer fra forældre, forældreråd og bestyrelser ind i arbejdet.
  • Vi er i løbende dialog med politikere og forvaltning og samarbejder bredt med andre aktører på børne- og ungeområdet.
  • Vi deltager i den offentlige debat og bruger medierne til at sætte fokus på forhold, der har betydning for børn og forældre.

ÅFO er uafhængig af politiske partier og faglige organisationer.

Det er jeres medlemskab, der gør det muligt for ÅFO at være til stede og sikre en tydelig forældrestemme i de mange sammenhænge, hvor børne- og ungeområdet i Aarhus udvikles.

Brug os – vi er jeres forældreorganisation

Er der noget, vi skal vide? Eller står du med noget, du ikke ved, hvordan du kommer videre med? Så tag fat i os.

Alle forældre kan bruge ÅFO. Det behøver ikke være en stor eller færdig sag. Ring eller skriv, hvis der er noget i dit barns dagtilbud, dagpleje, SFO eller klub, du er bekymret for, undrer dig over eller synes bør være anderledes.

Nogle gange kan en snak og lidt sparring være nok til at finde vejen videre. Andre gange viser en konkret sag sig at handle om noget større. Så kan ÅFO tage den videre til forvaltningen eller politikerne – og om nødvendigt rejse den i pressen.

Vi kender området, vi ved, hvor vi kan gå hen, og vi går gerne videre med de sager, der har principiel betydning for børn og forældre i Aarhus.

Samtidig har vi brug for at høre fra jer. Det er gennem forældrene, vi får øje på det, der fungerer – og på problemer, som måske viser sig at gå igen flere steder i byen.

Så ring eller skriv. Du behøver ikke vide på forhånd, om det er en sag for ÅFO. Det finder vi ud af sammen.

Hvad koster et medlemskab?

Det er dagtilbuddet, SFO'en eller klubben, der er medlem af ÅFO og betaler det årlige medlemskontingent. Medlemskabet omfatter alle forældre i institutionen.

Kontingentet beregnes ud fra antallet af børn:

  • Dagtilbud: 16 kr. pr. barn om året
  • SFO: 13 kr. pr. barn om året
  • Klub: 9 kr. pr. medlem om året


TAK!

Jeres medlemskab er afgørende for ÅFOs arbejde for gode vilkår for børn og unge i dagtilbud, dagpleje, SFO og klub.

Siden 1974 har ÅFO samlet forældrenes stemmer i Aarhus. I dag er 98 % af byens daginstitutioner, SFO'er og klubber medlem af ÅFO. Det giver os et stærkt mandat til at insistere på, at forældrenes perspektiv er med, når der træffes beslutninger om vores børns hverdag.

Jeres medlemskab gør det muligt for os at følge med, blande os, stille spørgsmål og arbejde for forandringer – og samtidig være en organisation, som forældre, forældreråd og bestyrelser kan bruge.

Så kæmpestort tak for jeres medlemskab – og for at være med til at give forældrene en stærk fælles stemme i Aarhus.

– Bestyrelsen i ÅFO